Vi bestræber os på at besøge så mange spisesteder som muligt, og vil beskrive de mest spændende af dem her. Det er derfor ikke nogen særlig lang liste (endnu). Det er alene vores subjektive indtryk vi beskriver, så der kan sagtens være andre der har oplevet noget andet. Skriv derfor gerne en kommentar nedenfor.
El Muelle Restaurante
El Muelle betyder molen på spansk og ikke møllen (el molino) som nogen måske ville tro. Den ligger midt på strandpromenaden ud til Playa del Cura midt i Torrevieja. Det er en relativ stor restaurant, men der er travlt i sæsonen. Ofte ses en længere kø for at få plads i den store udendørs servering de også har. Menuen er stor og børnevenlig. El Muelle er det sikre valg. Maden er fin uden at være superb, og priserne er ok, placeringen taget i betragtning.
Restaurant Sunset Beach
På det rette tidspunkt får man netop det som navnet antyder – nemlig udsigt til en solnedgang. Restanten ligger perfekt for dette i den østlige ende af Playa del Cura. Priserne er i den lidt højere ende, men det er maden og betjeningen også. Menuen er knap så varieret som f.eks. El Muelle, men der er retter for de fleste. Her kan man blive betjent af en tjener, der ligner en kendt britisk skulespiller/komiker. I kan jo gætte på hvem vi tænker på.
El méson de La Costa
Denne restaurant er speciel – så er det sagt. Det er en middelstor restaurant, men meget populær – med rette – og er derfor næsten altid helt fyldt, også uden for sæsonen. Den ligger på gaden Calle Ramón y Cajal lige bagved Playa del Cura. Det er et sted for kødelskere, så vegetarer skal nok holde sig væk.
Der er også en risiko for, at man kan blive vegetar efter et besøg på denne restaurant. Ved indgangen bliver man mødt af en overdådig og stor “udstilling” af diverse råvarer, tilberedte dyr og levende fisk og skaldyr. Her er pattegrise altså pattegrise, og er derfor noget mindre end vi er vant til i Danmark. Loftet i hele restauraten er fyldt med skinker fra sortfods svin. Maden og betjeningen er rigtig god. Deres specialitet er at man får råt kød samt tilbehør serveret, hvorefter man selv steger det ved bordet, men der er også andre retter, der er færdig tilberedt. Efter maden bør man spørge om man kan få kaffen serveret i deres vinkælder, der dog ikke er en kælder men et meget stort baglokale. Der ligger vel nok godt 5.000 flasker vin. Kan man lide kød, så er denne restaurant et must, hvis man er i Torrevieja.
Timonel Belchica
Se vores korte Blog om denne fantastiske restaurant.
Harry’s Lounge and Kitchen
Denne restaurant er af de finske restauranter i Torrevieja. Den ligger på gaden Paseo de la Libertad – ca. 100 meter fra den østligste ende af lystbådehavnen, og altså tæt på det kommercielle centrum. Det er en hyggelig restaurant med skandinaviske retter. Prisniveauet er måske lidt højere end gennemsnittet, men retterne er gode. De har højt score på f.eks. Tripadvisor. Deres rejemad fra Skagen kan anbefales.